Den befæstede indre tyske grænse

Skuddene bragede over den tilfrosne sø.

Projektilerne ramte den kun 10-årige skøjteløber Harry Krause, der intetanende legede og nød at skøjte rundt på den tilfrosne sø Goldensee. Han var dræbt på stedet.

Drengen blev skudt af DDR-diktaturets grænsevagter ved grænsen mellem Østtyskland og Vesttyskland i Mecklenburg i 1951. Han var blot et af ofrene langs den næsten 1400 kilometer lange zonegrænse, der på brutal adskilte DDR-diktaturet fra friheden i vesten.

I 1983 blev den 27-årige Harry Weltzin ramt af et morderisk selvskydningsapperat på grænsehegnet, da han forsøgte at flygte fra øst til vest - og først efter diktaturets fald fik hans mor i 1990 besked om, hvad der præcist var sket med hendes søn.

De to tragedier skete i indre-grænsens nordligste punkt i delstaten Mecklenburg-Vorpommern.

Den indre tyske grænse strakte sig tværs gennem Tyskland, endte mod syd i Bayern, og var af østtyskerne befæstet med pigtrådshegn, landminer og alskens spærringer, der skulle medvirke til at holde befolkningen indespærret i DDR.

Hertil kom bevæbnede vagter, der gennem årene fik utallige menneskeliv på samvittigheden.

Den videnskablige forskning efter den tyske genforening har vist, at cirka 330 mennesker blev skudt og dræbt af grænsevagterne, men der knytter sig stor usikkerhed til tallet, og der forskes stadig i emnet.

Usikkerheden er ligeledes stor omkring, hvor mange der blev opdaget, fanget og fængslet, før de nåede grænsen, som de ville flygte over. Efter genforeningen har forskerne også fundet frem til, at omkring 30 børn blev skudt og dræbt af grænsevagterne.

Berlin-murens fald 9. november 1989 er næsten blevet et begreb og symbol på DDR-diktaturets fald og den senere tyske genforening 3. oktober 1990, mens der har været knap så megen opmærksomhed på den indre tyske grænse på godt 1.400 kilometer.

Det er der den forklaring på, at flugterne i Berlin havde tilskuere på og dermed offentlighedens og pressens opmærksomhed, og tilmed var der tit og ofte billeddokumentation af tragedierne midt i den tyske hovedstad - med fejende lyskastere hen over muren.

Det var ikke tilfældet ude på landet, hvor flugtforsøgene og tragedierne ofte skete i nattens mulm og mørke, og kun blev bragt til offentlighedens kendskab, når folk var nået i god behold til vesten, eller når DDR-regimet fandt det passende at fortælle om, at "heltemodige" grænsetropper havde forhindret en flugt fra DDR.

Der udspillede sig mange andre tragedier langs den indre tyske grænse, blandt andet blev op til 15.000 mennesker tvangsforflyttet fra områderne nær ved grænsen, fordi de ikke ansås at være tilstrækkeligt tro mod kommunistpartiet og dermed DDR-regimet, der frygtede, at de ville flygte til Vesten.

De hjemstavns-fordrevne blev pålagt total tavshed omkring tvangsforflytningen, og de ville blive straffet hårdt, hvis de brød den pålagte tavshed. Flere af dem blev iøvrigt fordrevet til Rügen.

Langs hele den indre tyske grænse var der en spærrezone på seks kilometer, hvor kun trofaste støtter af regimet måtte bo.

Flere af disse partitro kommunister optrådte også som stikkere og hjælpere for DDR-grænsetropperne og var forsynet med et grønt armbind. De slog alarm, hvis de fik øje på folk med rygsække eller andre, som efter deres mening udviste mistænkelig adfærd.

Det samme var tilfældet langs Østersøkysten, hvor de konkrete tal på dem, der druknede eller blev fanget af grænsetropperne under flugtforsøgene i retning af Lolland-Falster, stadig er ukendte.

Langs den indre tyske grænse er der i dag naturreservater mange steder, blandt andet i Mecklenburg-Vorpommern og Harzen, uberørt natur med en fauna uden sidestykke. Flere steder arrangeres der vandreture langs den nu grønne grænsestribe, hvor tidligere tiders rædsler i dag er erstattet af muligheder for skønne naturoplevelser.

Her i 30-året for DDR-diktaturets fald er der planer om at gøre hele den gamle indre tyske grænse til et stort naturreservat som et grønt og fredeligt symbol på den tyske enhed.