LOLLAND-FALSTER: Regionsrådsmedlem Githa Nelander fra Næstved har meldt sig ud af Nye Borgerlige og er blevet løsgænger. Det annoncerede hun fredag på Facebook, hvor hun skrev:
- Jeg netop i dag har meddelt Nye Borgerliges organisatoriske formand, at jeg udtræder af partiet, som jeg har været utrolig stolt af at have været en del af i tiden med Pernille, Peter Seier og Lars Boje. Jeg er ikke lige p.t. på vej ind i et andet parti - jeg tækker vejret og ser hvad fremtiden byder. Én ting er sikkert - Nye Borgerliges politik bor i mig, og den viderefører jeg.
Udmeldingen kommer blot en måned efter, at hun trak sig fra kampen om at blive partiets formand. Et valg, der endte med at blive vundet af den tidligere DF'er Martin Henriksen.
Githa Nelander har selv tidligere været medlem af Dansk Folkeparti og var ved valget i 2019 Lollandskredsens folketingskandidat. Hun blev ikke valgt, og året efter skiftede hun til Nye Borgerlige.
- Jeg deler ikke alene holdninger og værdier med Nye Borgerlige, men også energi og kampgejst, som både partiet og lokalforeningen udstråler i store mængder. Jeg er helt klart landet et sted, hvor der er modige politikere, og det tiltaler mig i høj grad, sagde hun ved den lejlighed.
Flere muligheder
Til Folketidende begrunder hun sin udmelding på denne måde.
- Det er ikke det Nye Borgerlige, jeg meldte mig ind i i sin tid, og den retning, det tager, kan jeg ikke se mig ind i. Der kan jeg ikke være med. Der tegner sig en anden kurs for partiet og politikken med Martin Henriksen i spidsen, siger hun og uddyber:
- Et godt eksempel er, at man skal være et protestparti. Men i min karriere som politiker har jeg ikke fået noget ud af at protestere, men af at forhandle, siger hun og nævner, at hun også er uenig i et forslag fra Martin Henriksen om at betale danske familier for at få flere børn.
Githa Nelander, regionsrådsmedlemI min karriere som politiker har jeg ikke fået noget ud af at protestere, men af at forhandle.
- Han vil sende checks ud til familier, og der må jeg sige, at det er ikke det, vi skal gøre. Det er slet ikke mig. Jeg har den liberale retning også, og den synes jeg ikke, Martin Henriksen har med, siger hun.
Kan man forestille sig, at du melder dig ind i Dansk Folkeparti igen?
- Man kan forestille sig mange ting. Det vigtige er at være tro mod den kontrakt, jeg har med vælgerne. Jeg skal kunne se mig selv i et parti med de holdninger, jeg har, og der er flere muligheder, som jeg ser det. Jeg er meget liberal, og Liberal Alliance kan også være en mulighed. Og så ved man ikke, hvad der dukker op.
Du sætter jo også pris på Lars Boje Mathiesen, som er på vej til at stifte et nyt parti ...?
- Ja. Og for mig er det vigtigt, hvad det er for et parti, og hvem der tegner det.
Githa Nelander er af regionsrådet udpeget som medlem af bestyrelsen for Femern Belt Development. Hun er desuden medlem af byrådet i Næstved Kommune.