- Det er også brandærgerligt, at der i Lolland og Guldborgsund kommuner er ventetider på i gennemsnit henholdsvis 99 og 101 dage. Det fremmer ikke væksten og den lokale aktivitet. Vi skulle gerne have alle aktiviteterne i forbindelse med Femern til at sprede sig som ringe i vandet til hele lokalområdet.
Sådan sagde bestyrelsesleder i DI Byggeri, Jesper Toftebjerg Andersen, tidligere på året, da han glædede sig over, at der på landsplan var fremgang at spore i byggesagsbehandlingstiderne.
Samtidig ærgrede det ham, at blandt andet Lolland Kommune gik fra en byggesagsbehandlingstid på i gennemsnit 80 dage i 2022 til 99 dage i 2023.
Bestilte analyse
Hos Lolland Kommune har man i klima-, teknik- og miljøudvalget været opmærksom på at effektivisere sagsbehandlingen.
Derfor blev der i september 2023 bestilt en analyse af byggesagsbehandlingen i kommunen. Analysen er udarbejdet af revisions- og rådgivningshuset Deloitte.
Man har kigget på fremgangsmetoder i en række jyske kommuner med væsentligt lavere sagsbehandlingstider, men som samtidig kan sammenlignes med Lolland, når man kigger på de demografiske forhold.
Analysen foreslår 30 potentielle handlinger til generelt at forbedre sagsbehandlingen og gøre den mere effektiv.
Om analysen
Den 360 graders analyse af byggesagsbehandlingen i Lolland Kommune med tilhørende handleplan er foretaget af Deloitte.
Analysen og handleplanen bygger blandt andet på interviews med byggesagsteamet og erfaringer fra jyske kommuner (Tønder, Vejen og Vesthimmerland), som har væsentligt lavere byggesagsbehandlingstider og samtidig er nogenlunde sammenlignelige med Lolland Kommune i forhold til geografiske forhold.
Analysen viser 30 potentielle handlinger, som kan gennemføres for at skabe forbedringer på byggesagsområdet, og de anbefaler Lolland Kommune at prioritere følgende indsatser højest i det fremadrettede optimeringsarbejde:
- Tidlig udsendelse af interne høringer
- Hurtigere sagsbehandling af simple byggesager (fast-track)
- Øget brug af forhåndsdialog
- Bred kommunal repræsentation ved forhåndsdialoger
- Frister for mangelbreve
- Øget brug af telefonisk kontakt til ansøgere
- Ventetid i forbindelse med at oprette og åbne dokumenter i byggesagsstyringssystemet BSS
- Mulighed for at sende fakturaer via Geograf/BSS
Nye tiltag nu
Formand for klima-, teknik- og miljøudvalget, Tine Vinther Clausen (V), fortæller i en pressemeddelelse, at man allerede nu vil gå i gang med at gøre brug af en række af forslagene.
- Handleplanen er blevet til takket være et solidt forarbejde, og den indeholder en række konkrete tiltag, som vi allerede nu kan gå i gang med, og som hurtigt kommer både borgerne, virksomhederne og medarbejderne i administrationen til gavn. Vi ser frem til at følge udviklingen og til næste år få en status på initiativerne, siger hun.
Desuden har man, sideløbende med handleplanen, rakt ud til DI Lolland-Falster for at få input til en mere effektiv byggesagsbehandling. Det oplyses, at der arbejdes med forskellige muligheder for automatiseringsprocesser og forenkling af interne sagsbehandlingsprocedurer.