12 meter høje ører kommer til at stå langs motorvejen ved Rødby, mere præcist ved Ottelundevej. Ører, som fanger lyden fra fuglefløjt, motorvejen og de besøgendes snak ind, og forstærker den ud i området.
Kunstneren Amitai Romm og tegnestuen Djernes & Bells vindende idé til et nyt landskabsværk tæt på den kommende Femern Bælt-tunnel har sat sindene i kog hos flere læsere.
I kommentarfeltet til Folketidendes artikel om kunstværket stiller flere sig uforstående overfor det værk, som Ny Carlsbergfondet og Realdania har støttet med 3,75 millioner kroner.
Facebookbrugeren Inge Lisbeth Pedersen håber for eksempel, at det "er en 1. april spøg:"
- Der er støj nok fra motorveje, og jeg tænker, fuglene bliver jaget væk af larm fra bilerne. Normalt bliver der bygget støjskærme, men nu skal den infame larm forstærkes, godt jeg ikke bor i området. Et helt unødvendigt dyrt projekt, skriver brugeren i kommentarfeltet.
- Seriøst?
De tre ifølge en pressemeddelelse fra Realdania "monumentale lydskulpturer" skal påkalde sig opmærksomhed både i bil og for dem, der tager en gåtur i området, eller holder bilen ved værket. Værket er en del af Ny Carlsbergfondet og Realdania initiativ Stedet Tæller X, hvor der også kommer syv andre projekter i rundt om i landet.
Og målet med Stedet Tæller X er ifølge Realdania at "bidrage til udvikling og øget livskvalitet ved at gøre det lettere for flere at opdage og opleve landets særlige steder."
Men det lader ikke til, at projektet ved Rødby umiddelbart kommer til at skabe livskvalitet for brugeren Ian Muddle.
- Seriøst? Magen til øjebæ skal man lede længe efter. Spild af penge og spærrer for udsigten. Hvis den var vinderen, vil jeg næppe se de andre, skriver han i kommentarfeltet.
Spændende projekt
Inden sommerferien skal arbejdet med at omsætte den vindende idé til virkelig i gang.
Og det er ikke alle, som er lige skeptiske over udsigten til, at de 12 meter høje ører kommer til Lolland.
Flere kalder projektet for "spændende." En af dem er brugeren Birthe Christensen:
- Det bliver spændende at opleve. Men her på Lolland er mennesker så bange for nye ting…..desværre!!, skriver hun i kommentarfeltet.