Politiet var tirsdag nok en gang på kontrolbesøg i Rødbyhavn, og vanen tro var der også rejsende, der ikke havde styr på sagerne.
Tirsdag formiddag kontrollerede politiet de rejsende, der ventede på færgen i Rødbyhavn, og her faldt politiet over en udenlandsk varebil. Da de åbnede varerummet i bilen, opdagede betjentene en 16-årig dreng, der lå og sov på en madras i rummet.
Det udløste en bøde til føreren af bilen - en 58-årig udenlandsk mand - på 1000 kroner, som han betalte på stedet.
Tirsdag eftermiddag var det Toldstyrelsen, der kontrollerede de rejsende, som kom i land med færgen i Rødbyhavn, og også her kom et udenlandsk køretøj i søgelyst, da to ansatte i styrelsen opdagede, at føreren af en autocamper havde en peberspray med.
Politiet blev tilkaldt, og her fandt de i alt tre ulovlige pebersprays i bilen, hvilket udløste en bøde på 3000 kroner, som den 62-årig udenlandske chauffør betalte, inden han kunne køre videre.
Det skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten for tirsdagen.