10 mænd fængslet i sag om 1,5 ton hash: - Alt tyder på, at det kun er toppen af isbjerget

Arkivfoto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

De er foreløbig sigtet for 1,5 ton hash og 15 kilo kokain. Ifølge anklager er det kun toppen af isbjerget.

Offentliggjort Sidst opdateret

10 mænd med rødder både i Danmark og udlandet er i et grundlovsforhør ved Retten i Randers blevet varetægtsfængslet i fire uger.

De er på forskellig vis sigtet for at have spillet en rolle i en sag, der drejer sig om 1,5 ton hash i Danmark.

Det oplyser senioranklager Jhin Lee, der mødte i retten for anklagemyndigheden.

Den lange række mænd blev anholdt tirsdag, da politiet slog til i en stor aktion flere steder i landet. Fokus var på indsmugling af ulovlige stoffer.

National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, stod for indsatsen.

20 adresser i Østjylland, på Fyn og i Spanien fik besøg af betjente. Derudover deltog Skattestyrelsen i aktionen.

I alt 18 personer blev anholdt tirsdag, men det var altså kun 10 af dem, der blev stillet for en dommer onsdag. De andre er dog fortsat sigtet i sagen.

En omfattende mængde hash blev beslaglagt sammen med en mindre mængde hård narkotika. I sagerne mod mændene er der da også rejst sigtelser vedrørende 15 kilo kokain. Derudover er der sigtelser om hæleri.

Ifølge Jhin Lee vil sigtelserne dog formentlig blive udvidet fra de halvandet ton hash og 15 kilo kokain.

- Alt tyder på, at det kun er toppen af isbjerget, siger han onsdag aften.

Ved aktionen tirsdag blev der derudover beslaglagt værdier for omkring seks millioner kroner, oplyste NSK i en pressemeddelelse tirsdag aften.

Det drejer sig om flere ejendomme, biler, dyre ure og kontantbeløb i flere valutaer.

Det står ikke klart, om der er sket anholdelser eller beslaglæggelser på de spanske adresser.

I onsdagen grundlovsforhør, der foregik for lukkede døre, erkendte to af mændene enkelte forhold, mens de sidste otte nægtede sig skyldige i alle forhold.

Kun en enkelt valgte dog at kære afgørelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

/ritzau/