10 udlændinge på tålt ophold i Danmark er forsvundet
DF: En skandale, at myndighederne ikke har styr på de udlændinge, der opholder sig i Danmark på tålt ophold.
10 herboende udlændinge, som har begået kriminalitet i Danmark eller mistænkes for alvorlige forbrydelser i hjemlandet, er forsvundet, skriver Søndagsavisen.
Der er tale om personer på såkaldt tålt ophold, som den danske stat har nægtet opholdstilladelse. De kan dog ikke sendes hjem, da de risikerer at blive dræbt, torteret eller på anden måde forfulgt.
- Det er en skandale, siger Dansk Folkepartis gruppeformand og retsordfører, Peter Skaarup, til Søndagsavisen.
- Det er en tikkende bombe, at myndighederne ikke har styr på dem. De kan være gået under jorden og planlægge terror eller ny kriminalitet. Så jeg er ret bekymret over det her, siger han.
Oplysningerne fremgår af et svar fra Justitsministeriet på et spørgsmål fra Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik. Et spørgsmål, der var stillet af netop Peter Skaarup.
Den danske stat holder som hovedregel styr på udlændinge på tålt ophold ved, at de flere gange om ugen skal melde sig i Center Sandholm, hvor de også skal være bosat.
- Jeg tror, alle kan blive enige om, at det er problematisk, at vi ikke ved, hvor de 10 personer er forsvundet hen. Men vi kan ikke overvåge dem hele tiden i henhold til en afgørelse i Højesteret i 2012, siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen, til Søndagsavisen.
Søndagsavisen har udbedt sig yderligere oplysninger fra Justitsministeriet og Udlændingestyrelsen om de forsvundne personer på tålt ophold. Herunder hvad de mere konkret har foretaget sig - kriminalitet i Danmark eller forbrydelser i hjemlandet.
Justitsministeriet har ifølge avisen dog ikke ønsket at svare, da materialet er fortroligt.
Tålt ophold gives ifølge Udlændingestyrelsen til personer, som enten er mistænkt for at have begået krigsforbrydelser eller en forbrydelse mod menneskeheden, eller som anses for at være til fare for Danmarks sikkerhed eller udvises på grund af domme for alvorlig kriminalitet.
Ifølge Udlændingestyrelsen var der i september 64 personer på tålt ophold i Danmark.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker