10.000 liter benzin er lækket fra rørledning ud på havn
En defekt pakning i en rørledning fik benzin til at løbe ud på havnen i Fredericia mandag.
Flere dele af havnen i Fredericia var mandag morgen og formiddag afspærret, da der lækkede benzin fra en rørledning
Situationen er der styr på, siger vagtchef Jørn Lindhardt mandag over middag.
- Det er under kontrol. Det sidste, der skete, var, at vi havde miljøvagten ude, fordi noget af benzinen skulle håndteres.
- Det skulle undersøges, om det løber i havnen eller i kloakken, hvor der er olieudskillelse. Skulle det løbe i havnen, er det ikke værre, end at nogle kan se lidt oliefilm på overfladen, siger vagtchefen.
Han oplyser, at så længe der er tale om et lille spild i havnen, bliver det ikke renset.
- Så er det ikke noget, der betyder noget, siger Jørn Lindhardt.
Det var formentlig en defekt pakning på en rørledning, der fik brændstoffet til at løbe ud.
Fredericia Dagblad har talt med operationsvagtchef Jan Møller fra Trekantbrand, der oplyser, at udslippet er på ti kubikmeter. Det svarer til 10.000 liter benzin.
Tilførslen af benzin til rørledningen blev stoppet, da problemet blev opdaget. Dermed kunne politiet allerede klokken 09 oplyse, at uheldet var inddæmmet.
Alligevel førte det til, at virksomheden Samtank A/S, der ejer rørledningen, blev evakueret. Samtank A/S er en såkaldt kolonne 3-virksomhed.
Beredskabsstyrelsen oplyser på sin hjemmeside, at kolonne 3-virksomheder er defineret ved at have meget store oplag af farlige stoffer.
Klokken 13 oplyser vagtchef Jørn Lindhardt dog, at der ingen fare er på stedet længere.
- Al afspærring er væk, siger han.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde