11 anholdt før lokalbrag i København

Kast med flasker, dåser og kanonslag samt besiddelse af euforiserende stoffer har ført til anholdelse af 11 fodboldfans forud for søndagens kamp mellem FC København og Brøndby.

- Der har været lidt uro før kampen, som der normalvis er op til de her opgør. Nu er folk kommet ind på stadion, og så håber vi, at der er ro på efter kampen, men man skal aldrig sige aldrig, siger talsmand Rasmus Skovsgaard fra Københavns Politi.

En større politistyrke var kommanderet ud i forårssolen og var talstærkt til stede i området omkring baren Rosie McGees ved Rådhuspladsen, hvor brøndbyfans'ne samlede sig.

Københavns Politi oplyser, at der både blev kastet flasker og kanonslag, da gruppen på omkring 1000 tilhængere satte sig i bevægelse ud mod Parken.

Uroen eskalerede ved Dronning Louises Bro, hvor Brøndbys fans forsøgte at krydse broen for at komme over til Nørrebro. Det var ikke den rute, der var aftalt med politiet, og det førte til flaskekast, da politiet greb ind.

- De forsøgte at trænge over Dronning Louises bro, og der gør vi, hvad vi kan for at skubbe dem tilbage, og så bliver de lidt sure på os, siger Rasmus Skovsgaard.

Seks personer blev tidligere på dagen anholdt for at være i besiddelse af euforiserende stoffer, men de er alle løsladt igen.

Fem personer går dog formentlig glip af kampen. Af dem er én blevet taget for at kaste med en dåse, én for at kaste med en flaske og én for at kaste med kanonslag. Derudover er to personer anholdt ved Rigshospitalet tæt på Parken for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

/ritzau/

Der blev kastet med både flasker og kanonslag forud for opgøret mellem FCK og Brøndby i Parken i København. Politiet har anholdt 11 personer.

Offentliggjort Sidst opdateret