11-årig dreng er omkommet i gårdbrand på Bornholm
En omfattende gårdbrand har kostet en dreng livet i Aarsballe på Bornholm. Branden har medført omfattende skader på huset. Foto: Pelle Rink/Ritzau Scanpix
Brand har raseret gård på Aarsballevej. Et 11-årigt barn har mistet livet, mens flere personer er i koma.
Et 11-årigt barn har mistet livet, mens flere af hans familiemedlemmer er blevet lagt i kunstig koma som følge af en voldsom brand natten til onsdag.
Det oplyser chefpolitiinspektør Kim Munksgaard, Bornholms Politi, ved en pressebriefing onsdag morgen.
Branden brød ud på en landejendom på Aarsballevej på Bornholm kort før klokken 02.00. I huset var en familie på fem.
- Det er i sagens natur en tragisk hændelse, og vi har underrettet alle de pårørende. Vores nærmeste tanker og dybfølelse går til de efterladte, siger Kim Munksgaard ifølge flere lokale medier.
Her fortæller han ifølge TV2 Bornholm, at en 11-årig dreng er omkommet, mens hans to små brødre begge er kommet alvorligt til skade. Det samme er drengenes far. Alle tre er ifølge TV2 Bornholm lagt i kunstig koma.
Det lokale medie bornholm.nu skriver, at kun to af dem er lagt i koma.
Den 8-årige og faren skal være stærkt forbrændt, mens den 4-årige er blevet sodskadet.
Moderen er fysisk uskadt, men stærkt chokeret og berørt, siger Kim Munksgaard. Det var hende, der slog alarm om branden.
- Moren er i sagens natur stærkt chokeret, og kan derfor ikke sige noget på nuværende tidspunkt, siger chefpolitiinspektøren ifølge TV2 Bornholm.
Forældrene er begge 35 år.
Politi og brandvæsen var på stedet, 12 minutter efter anmeldelsen. Alvorligheden stod allerede klar, inden de var nået frem til branden.
- Vi kan på lang afstand se, at ejendommen er helt overtændt, og det betyder, der er en brand, der er ret voldsom, siger Kim Munksgaard ved briefingen.
Chefpolitiinspektøren kan endnu ikke sige noget om årsagen til branden. Han oplyser dog, at politiet ikke har indikationer på, at der skulle være tale om en kriminel handling.
De tekniske undersøgelser kan dog først finde sted, når teknikere får adgang til det udbrændte hus.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde