11 påvirkede trafikanter på et enkelt døgn

Politiet finder det skræmmende, at så mange trafikanter kører påvirket. Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Antallet af påvirkede trafikanter er hastigt stigende – og det er skræmmende, siger politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det er både dumt og farligt - for både dig selv og andre - at køre i påvirket tilstand.

Sådan lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, efter der på torsdagens døgnrapport var listet ikke færre end 11 sager med påvirkede trafikanter op. Otte af sagerne var fra Lolland og Guldborgsund kommuners område.

Tallene torsdag, som stammer fra kontroller lavet onsdag, var specielt høje. Men der er den seneste tid dagligt lokale trafikanter, som er blevet taget for enten af køre i narko- eller spirituspåvirket tilstand. I flere tilfælde en kombination af både narko og spiritus.

- Det er overraskende for os, at vi træffer flere og flere påvirkede trafikanter, siger leder af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis færdselsafdeling, Erik Mather.

- Jeg har ikke et svar på, hvorfor flere og flere kører påvirket. Måske handler det om, at flere personer i denne coronatid har mere tid til at drikke eller tage euforiserende stoffer.

- Men med forklaringen hører dog også, at vi de sidste par år har haft nemmere ved at afsløre kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer, da vi modsat tidligere, hvor det primært ude på vejene handlede om et skøn fra politiets side, inden en eventuel blodprøve kom på tale, nu har et såkaldt narkometer, som kan afsløre spor efter forskellige typer af euforiserende stoffer.

- Men generelt har mange et meget mere afslappet forhold til at køre påvirket end tidligere, siger Erik Mather.

Der er et tydeligt billede af, at jo ældre, en påvirket trafikant er, jo større er sandsynligheden for, at der er tale om en forhøjet promille forårsaget af for stort indtag af alkohol. Mens den største procentdel af trafikanter, der er påvirket af euforiserende stoffer, findes hos de yngre trafikanter.

- Os gamle kan nok bedre forholde os til en kold øl end til euforiserende stoffer, siger Erik Mather, som er i dette forår, runder 60 år.

- Men vi kan kun opfordre til, at man tænker sig godt om, inden man sætter sig bag rattet i påvirket tilstand. Der er både farligt – og dyrt, siger han.

Hele formålet med at lave de mange kontroller er at stoppe så mange påvirkede trafikanter som muligt.

- Vi ser i statistikken alt for mange ulykker, hvor alkohol eller anden form for påvirkning har ført til, at det går galt, siger Erik Mather.

Fra torsdagens døgnrapport:
En 30-årig mand fra Maribo blev standset på Madsensvej i Holeby. Sigtelsen lød på narkokørsel, kørsel uden førerret og da bilens bremser ikke virkede, blev den 30-årige også sigtet for fejl og mangler ved bilen, som blev taget med til undersøgelse.

En 55-årig mand fra Holeby blev standset på Vestervej i byen. Han havde så høj en spirituspromille, at hans kørekort blev inddraget på stedet.

En 37-årig kvinde fra Holeby blev standset på Østervej i byen og sigtet for spiritus- og narkokørsel.

En 27-årig mand fra Assens blev standset på Vesterbrogade i Maribo og sigtet for narkokørsel.

Også på Vesterbrogade i Maribo blev en 32-årig kvinde fra Rødby taget for narkokørsel.

En 28-årig mand fra Horslunde blev standset og sigtet for både narkokørsel og manglende førerret på Rødbyvej i Nakskov.

På Nørre Alslev Vestergade blev en 73-årig mand fra Nørre Alslev standset og sigtet for spirituskørsel.

En 26-årig mand fra Nakskov blev standset på Præstevænget i Nørreballe. Hans sigtelse endte med både at lyde på narkokørsel og kørsel uden førerret.