12 år til fitness-ejer i våben- og hashsag

En forretningsmand med tætte kontakter til rockermiljøet er idømt fængsel i 12 år for et enormt våbenlager og for at have importeret mere end et ton hash fra Holland.

Den 48-årige Benny Steen Mynchau fra Greve småsmilede og rystede på hovedet, da dommen blev afsagt onsdag i Retten i Roskilde.

- Det behøver jeg ikke at tænke over, sagde han og ankede straks til frifindelse i Østre Landsret.

Sagen har været efterforsket af betjente fra Politiets Efterretningstjeneste.

I januar 2010 blev han pågrebet på sin bopæl i Håndværkerbyen i Greve, hvor betjentene fandt et enormt våbenlager.

22 pistoler, 8 revolvere, 1 maskinpistol og flere rifler og geværer blev kørt væk fra stedet.

Mynchau har været leder af FitnessXtra i Køge og har også drevet firmaet Fitnessbike, men har nu byrettens ord for, at hans ulovlige forretninger er særdeles grove.

Så alvorlig er kriminaliteten, at domsmandsretten har valgt at sprænge den normale straframme, sådan som senioranklager Anja Lund Liin havde krævet.

- Det er for hård en dom, lød en myndig basstemme fra tilhørerrækkerne op til retsformand John Larsen.

Det var en af Mynchaus venner, Suzuki-Torben - altså Torben Ohlsen-Jensen - der kommenterede afgørelsen.

Netop direktørens tætte forbindelser til både Bandidos og Hells Angels er den røde tråd i sagen.

Disse kontakter gav ham magt. En hashsælger har sagt, at Mynchaus venner var "de værste af de værste" fra Hells Angels og Bandidos.

Også en tilfangetagelse af en mand i et klubhus hos Bandidos og hæleri med en Hummer-bil indgår i dommen.

Den 48-årige mister nu to motorcykler, kontanter og hele 37 mobiltelefoner. Hans hollandske forbindelse, Eduard Vervoort, er blevet idømt fængsel i syv år for hashen, som kostede cirka 15 millioner kroner.

Mændene har sagt, at deres møder drejede sig om handel med spinningcykler og andre ting. Også hollænderen har anket til frifindelse.

/ritzau/

Landskendt Bandidos-rocker overværer - og kommenterer - dom over direktør i stor sag om våben og hashimport.

Offentliggjort Sidst opdateret