11 hundehvalpe og en voksen kamphund er indtil videre benådet efter, at den store hund i weekenden bed en 12-årig pige fra Greve i underarmen.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der stadig efterforsker sagen.
Hundene er ifølge politiet af racen Amstaff, der står på listen over ulovlige og farlige hunderacer. Listen indeholder 13 racer i alt.
- Sigtede har fået at vide, at han har frem til den 23. juli til at komme med oplysninger om hundene, og det drejer sig primært om hvalpene, hvor han skal bevise, at de ikke er på den forbudte liste, siger Per Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Er de det, vil de blive aflivet, oplyser han.
- Hanhunden vil vi kræve adfærdsundersøgt i forhold til dens farlighed, for nu er det to gange, den har bidt. Men fordi pigen ikke er blevet skambidt, men slap med overfladiske skrammer, kan vi ikke bare aflive den. Men den vil formentlig blive aflivet, siger Per Andersen.
Tirsdag var politiet i kontakt med ejeren, hvor han blev stillet forskellige spørgsmål om hundene, bl.a. hvornår han har fået dem, og hvornår hvalpene er født.
Ud over hvalpene og den voksne han konfiskerede politiet i weekenden også en tæve. Den var dog inde i huset, da overfaldet skete.
- Tæven bliver der højst sandsynlig ikke gjort noget ved, oplyser Per Andersen.
Når politiet har modtaget svar fra hundeejeren træffer politiets jurister en afgørelse i sagen.
Hvis ejeren er uenig i politiets afgørelse, kan han klage til rigspolitiet med en klagefrist på 10 dage, og rigspolitiet vil dernæst træffe den endelige afgørelse i sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie