13-årig dreng sætter ild til Aldi

Politiet har fundet frem til den formodede brandstifter bag en voldsom brand, der natten til mandag raserede et Aldi-supermarked i Lystrup nord for Århus.

Der er tale om en blot 13-årig dreng, fortæller vagtchefen hos Østjyllands Politi.

- Det var drengens forældre, der selv ringede til politiet. Det er vi selvfølgelig meget glade med, siger vagtchefen.

Branden startede i et skur på Sønderskovvej og bredte sig til både Aldi og et pizzeria.

Ifølge P4 Østjylland kæmpede mere end 30 brandfolk med at slukke flammerne.

Politiet har nu afhørt drengen og betegner sagen som opklaret.

/ritzau/

En blot 13-årig dreng står bag storbrand ved Århus, der raserede et Aldi-supermarked samt et pizzeria. Forældrene ringede selv til politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret