13 uromagere på Smukfest sigtes og får klippet armbånd
Unge mænd chikanerede andre gæster. De har fået klippet deres festivalarmbånd og bliver sigtet.
Smukfest i Skanderborg har klippet 13 festivalgæsters armbånd. Det skete, fordi de opførte sig provokerende og forsøgte at komme i slagsmål med andre gæster på festivalen.
Det oplyser vicepolitiinspektør ved lokalpolitiet i Skanderborg Andreas Bryld Hansen torsdag.
- De havde provokeret og ville indlade sig i slagsmål. Det ville man ikke have, og derfor blev vi tilkaldt.
- Så klippede vagterne deres armbånd, og så blev de sendt hjem til Aarhus, fortæller vicepolitiinspektøren.
Ud over at få klippet deres armbånd er de også blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. De kommer ifølge vicepolitiinspektøren til at få en bøde i størrelsesorden af omkring 3000 kroner.
De 13 hjemsendte gæster er mænd mellem 19 og 33 år. Mændene er ifølge Horsens Folkeblad alle fra Aarhus-området.
Episoden skete torsdag klokken 02.10. Det er første gang, at politiet oplever en gruppe af den størrelse få klippet deres armbånd på en gang.
- Der er altid nogen, der ikke kan finde ud af det og bliver sendt hjem.
- Men det er første gang i den tid, hvor jeg har været der, at det er så stor en flok på en gang, siger Andreas Bryld Hansen.
Formanden for festivalens bestyrelse er også forundret over episoden natten til torsdag.
- Det er meget, meget sjældent, at vi ser den slags i det hele taget. Så det er også ærgerligt og overraskende for os, at det sker, siger bestyrelsesformand Claus Visbye.
Han fortæller, at der ligger klare retningslinjer for, hvornår man vælger at klippe et armbånd.
- Hvis man overtræder gældende lov og ret, så får man klippet sit armbånd, siger formanden.
Smukfest i Skanderborg løber i år fra 3. til 7. august.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker