14 år til bagmand i jysk narkosag

En stor kriminel forretning er blevet slået i stykker af politiet i Midt- og Vestjylland, og nu har Retten i Herning kvitteret med langvarige fængselsstraffe.

Den 47-årige Claus Riise er blevet idømt en straf på 14 år, mens hans samlever, Tove Fonnesbæk på 48, har fået fire år.

Adrian Baan på 60 år fra Rotterdam i Holland er samtidig idømt fængsel i 12 år.

Forbrydelsen drejer sig om i alt cirka 2,5 ton hash og i alt 22 kilo amfetamin, og dermed er der tale om en af de største narkosager i Vestjylland nogensinde.

Tove Fonnesbæk har haft en underordnet rolle. Hun hjalp dog sin mand ved at opbevare godt to millioner sorte kroner i en nedmuret pengeboks i sit hus og lod hollænderen bo hos sig, mens narkokriminaliteten stod på, fastslår retten.

I det store og hele har retten fundet de tre skyldige i det omfangsrige anklageskrift.

Anklager Jens Severinsen havde krævet op til 16-17 år til Claus Riise, der tidligere to gange har fået domme på fire og otte år for kriminalitet i samme skure.

Det flød med våben, da betjente i november 2009 ransagede Claus Riises forældres ejendom i Ikast, kvindens ejendom i Herning og et sommerhus i Sunds.

Et haglgevær lå hjemme i forældrenes fryser, og i sommerhuset lå der haglgeværer, patroner og en belgisk revolver i stuen, soveværelset og i badeværelset.

De tiltalte har nægtet sig skyldige, og både Claus Riise og Tove Fonnesbæk har anket til Vestre Landsret. Adrian Baan har taget betænkningstid med hensyn til, om også han vil anke dommen.

Anklagemyndigheden har påstået, at Riise tjente cirka i alt ni millioner kroner på ulovlighederne, men pengespørgsmålet vil retten først tage stilling til i februar - og herunder også om de fundne to millioner kroner skal konfiskeres.

/ritzau/

Retten i Herning dømmer tre i sag om 2,5 ton hash og mange kilo amfetamin. Det flød med våben flere steder.

Offentliggjort Sidst opdateret