14 mænd er anholdt for fynsk hjemmerøveri
14 mænd er anholdt efter et hjemmerøveri i Odense søndag aften. To gerningsmænd truede sig til 10.000 kroner og flygtede til fods, oplyser Fyns Politi.
To gerningsmænd bankede søndag klokken 21.10 på døren hos en 52-årig mand på en adresse på Jervelundhaven.
Da han åbnede døren, trængte gerningsmændene ind og truede sig til ca. 10.000 kr med et slagvåben. Den forurettede led ikke fysisk overlast under røveriet.
Derefter flygtede gerningsmændene til fods. Politiets hundepatruljer kunne senere følge gerningsmændenes flugtrute til en adresse 500 meter fra gerningsstedet.
På adressen befandt der sig 14 mænd i alderen 28-56 år. De blev alle anholdt.
De anholdte er blevet afhørt i løbet af natten og formiddagen. Alle nægter at have begået røveriet. De er efter endt afhøring blevet løsladt, da der på nuværende tidspunkt ikke er fundet bevis for, hvem der er gerningsmændene.
Politiet efterlyser de to gerningsmænd.
Den ene beskrives som mand, 20-25 år, 160-170 centimeter høj, muskuløs, mørk i huden, iført elefanthue med huller til øjnene og hul til munden.
Den anden beskrives som mand, 180 centimeter høj, spinkel af bygning, mørk i huden, iført mørk jakke med stor hætte, som var trukket op foran ansigtet.
Af hensyn til sagens videre efterforskning kan der på nuværende tidspunkt ikke gives yderligere oplysninger om sagen, siger politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet