1414 sønderjyder har afleveret våben under frit lejde-aktion

Ved frit lejde-aktioner kan man straffrit og anonymt indlevere våben og våbenudstyr til landets politikredse. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Borgere i Syd- og Sønderjylland har indleveret i alt 3678 effekter i løbet af novembers frit lejde-aktion.

Offentliggjort Sidst opdateret

1414 borgere i Syd- og Sønderjyllands politikreds har i løbet af november måned benyttet sig af den frit lejde-aktion, der gjorde, at man straffrit kunne aflevere våben til politiet.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse onsdag.

Politikredsen modtog i løbet af måneden i alt 3678 effekter. Blandt dem er 1992 skydevåben, 439 blankvåben og 1247 effekter i kategorien andet - heraf er hovedparten ammunition.

- Vi har haft travlt i hele perioden, for borgerne har virkelig taget godt mod det sjældne tilbud, siger vicepolitiinspektør Søren Vraa Larsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Man kunne anonymt og straffrit aflevere våben til politiet i hele november i alle landets politikredse. Aktionen blev iværksat for at nedbringe antallet af ulovlige våben, der er i omløb i samfundet.

- Vores mål har været at få så mange våben som muligt væk fra gaden for at øge alles sikkerhed. Faktisk har vi modtaget flere våben, end vi gjorde ved en tilsvarende frit lejde-aktion i 2017, så vi er meget tilfredse med resultatet, siger Søren Vraa Larsen.

Der har tidligere være tidligere aktioner. Ved den seneste aktion i 2017 afleverede borgerne i Syd- og Sønderjylland i alt 1981 ulovlige effekter.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi har man fået i alt 6968, lyder det i en pressemeddelelse fra kredsen. I 2017 var antallet omkring 2600.

- Vi sætter rigtig stor pris på midt- og vestjydernes opbakning til frit lejde-aktionen. Vi har fået reduceret mængden af ulovlige våben i vores landsdel betydeligt, og det kan vi selvfølgelig kun være glade for, lyder det fra vicepolitiinspektør Bjørn Bo i pressemeddelelsen.

Allerede inden november var slut, stod det klart, at dette års frit lejde-aktion ville slå rekord.

24.766 effekter blev indleveret fra 1. november til og med 26. november, oplyste Rigspolitiet.

/ritzau/