15 afrikanske prostituerede er anholdt

I en større aktion midt i København har politiet anholdt 15 kvinder, der alle menes at have tjent penge på prostitution.

Samtlige er formentlig statsborgere i forskellige afrikanske lande.

Aktionen blev indledt sent tirsdag aften og fortsatte i løbet af natten, oplyser den vagthavende Bo Hass Jensen fra Station City.

- Jeg er ikke så naiv at tro, at dette fjerner gadeprostitutionen, men vi bliver nødt til at skride ind ind imellem, siger han.

Det var civile betjente, der stod for anholdelserne i området ved Hovedbanegården.

- De fik tilbud om seksuelle ydelser, så snart de nærmede sig dem, siger den vagthavende.

Politiet mener, at alle kvinderne har arbejdet ulovligt.

Når kvinderne er blevet afhørt, skal Udlændingeservice afgøre, om der er grundlag for at udvise dem.

En enkelt af kvindernes sag er dog allerede klar til retten onsdag. Det skyldes, at hun i forvejen har fået et indrejseforbud.

Anholdelserne er sket efter udlændingeloven, og derfor kan frihedsberøvelsen vare i tre døgn, før personen skal stilles for en dommer.

/ritzau/

Civile betjente blev tilbudt sex af gadeprostituerede ved Hovedbanegården i København

Offentliggjort Sidst opdateret