15-årig pige anholdt: - Magtliderlige bøsser!

Det var her i området ved banegården i Nakskov, at episoden udspillede sig. Arkivfoto: Jan Knudsen

En blot 15-årig pige blev søndag eftermiddag anholdt i Nakskov efter knap så pæn opførsel over for to betjente.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når man ikke følger politiets anvisninger, får det som regel konsekvenser.

Det endte da også alt andet end fredeligt, da politiet traf en forsamling af unge mennesker på banegården i Nakskov søndag eftermiddag.

Gruppen blev bedt om at forlade området omkring banegården og efterkom tilsyneladende i første omgang politiets anmodning.

Dog vendte de to betjente tilbage lidt tid efter og kunne her sande, at der igen var forsamlet nogle personer. Her udviklede det sig drastisk.

Læs også: Urolig påskenat: Mand med kniv anholdt flere gange

Politiet bad en blot 15-årig pige om at forlade stationen - det havde hun ikke i sinde at gøre uden kamp.

Først kaldte hun betjentene for "magtliderlige bøsser". Herefter valgte man at anholde den unge pige, men under anholdelsen sparkede hun begge betjentene over skinnebenet.

Klokken var 17.37, da hun blev anholdt, og hun røg med en tur på stationen. Her blev hun afhørt og først løsladt igen klokken 20.

Læs også: Forsøgte at stikke af fra politiet: Forklaringen fandt de på hans bopæl

Hendes opførsel kastede flere sigtelser af sig. Hun blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, for vold mod politiet og for fornærmelig tiltale.

Grundet pigens unge alder er de sociale myndigheder blevet underrettet, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.