15-årig pige fik kraniebrud under overfald i København
Politiet håber på hjælp fra vidner, efter at en pige blev slået ned på en sti torsdag aften i sidste uge.
En pige på 15 år fik flere slag i hovedet med en ukendt genstand, da hun i sidste uge blev overfaldet nær Flintholm Station i København.
Pigen er stadig indlagt på hospital med et kraniebrud, men er udenfor livsfare, oplyser Københavns Politi, som tirsdag beder om hjælp til at opklare sagen.
Overfaldet skete torsdag cirka klokken 20 på stisystemet ved Flintholm Station.
Hun havde været til fodboldtræning ved Peter Bangs Vej og gik gennem Grøndalsparken for at tage en bus.
I parken lagde pigen mærke til to mænd. Den ene beskrives som spinkel og cirka 180 centimeter høj. Han har mellemøstligt eller nordafrikansk udseende og var iført en sort jakke af mærket Peak Performance og en sort halsedisse.
Hun mistede sin røde taske under røveriet, som foregik halvvejs mellem Finsensvej og Flintholm Station.
- Hvis man har set to mænd komme løbende med den røde taske, vil vi meget gerne høre nærmere, siger politiassistent Karina Ruby Christensen i en pressemeddelelse.
Politiet oplyser til ekstrabladet.dk, at hun pådrog sig et kraniebrud.
Tasken er blevet fundet nær Jernbane Allé, tæt på personaleindgangen til Føtex.
Ud over slaget i baghovedet med en såkaldt stump genstand fik hun også flere slag i ansigtet med en knytnæve.
Pigen har ikke været i stand til at fortælle politiet om den anden røvers udseende.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker