15-årig snappede børneporno

En 15-årig dreng videresendte et videoklip med børneporno via Snapchat. Foto: David Arnholm

Ung mand er dømt for at dele kort videofilm.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV En eftermiddag i sommeren 2021 sendte en dengang 15-årig dreng fra Nakskov via Snapchat et videoklip til nogle andre personer. Det skulle han ikke have gjort, for det 10 sekunder lange klip var børneporno i kategori 2, der omfatter børn i seksuel kontakt med voksne.

I februar blev den nu 16-årige derfor tiltalt ved Retten i Nykøbing. Her nægtede han sig skyldig, for han kunne ikke huske at have delt filmen. Han kunne dog heller ikke afvise at have gjort det og fortalte, at han dagligt bruger en-to timer på Snapchat.

Her kan det gå ret stærkt med at sende ting videre, og han forklarede, at han ikke tror, han ville have delt filmen, hvis han for alvor havde set på den. Han vidste heller ikke, hvor man kunne finde den slags film, så når den havde været på hans telefon, måtte han have fået den af en anden.

Retten fandt ham skyldig. Dels på grund af hans egen forklaring, og dels fordi en teknisk erklæring fastslog, at videoen havde været på hans telefon. Dommen blev fastsat til 10 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år, ligesom han skal betale sagens omkostninger.

Den 16-årige har valgt at modtage dommen.