En uventet gæst har tvunget betjente politigården i København til at dykke ned i stakkevis af gamle papirer. Efter at have været på flugt i 15 år har en mand valgt at melde sig selv i sagen om smugleri af 5,5 ton hash på coasteren Hela.
Det er hjemvé, der har fået den 57-årige mand til at droppe gemmelegen med myndighederne, fortalte hans forsvarer, advokat Thorkild Høyer, i et retsmøde fredag i Dommervagten.
- Han har været efterlyst siden 1994, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen i Københavns Politi.
Advokaten ringede forleden til politiet og fortale, at hans klient var villig til at møde op. Den 57-årige mand har været eftersøgt både internationalt og herhjemme for at være den, der arrangerede smugleriet, som imidlertid blev forpurret, da myndighederne opbragte coasteren i Helnæs Bugt ud for Damsbo Strand på Sydfyn i april 1994.
En stribe mennesker blev dengang anholdt, men den mistænkte bagmand smuttede for ordensmagten. Hvad han har lavet siden, kan politikommissær Steffen Th. Steffensen ikke umiddelbart svare på. Men især det hollandske politi har været på udkig efter ham, kom det frem under grundlovsforhøret, som endte med varetægtsfængsling i 24 dage.
- Han har erkendt medvirken til indsmuglingen, siger Steffen Th. Steffensen.
Kaptajnen på Hela har fortalt, at det var den nu 57-årige, der på en restaurant afleverede to million kroner til ham i kontanter, så han kunne købe skibet. Ud for Marokkos kyst kom hash'en om bord, og så gik turen nord om England og Færøerne, inden kursen blev sat mod Helnæs Bugt. Men politiet havde afsløret det hele og fulgte med, da modtagernes lastvogne blev kørt i stilling nær stranden, hvor gummibåde skulle lande hashpakkerne.
I alt er 13 andre blevet dømt, og nogle fik seks års fængsel, som dengang var den maksimale straf i hashsager.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker