150.000 danskere bliver udsat for digital svindel
Danskerne bliver hvert år udsat for svindel på et trecifret millionbeløb. Særligt når de handler på nettet.
Falske e-mail, mytiske beskeder i indbakken og opkald fra folk, der udgiver sig for at være andre.
Hvert år bliver omkring 150.000 danskere udsat for digital svindel. En svindel der samlet løber op i et trecifret millionbeløb.
Det oplyser Det Kriminalpræventive Råd i sin nye kampagne. Den skal hjælpe danskerne med at gennemskue online svindel.
Håbet er, at jo mere opmærksomhed, der kommer på emnet, jo større er sandsynligheden for, at folk vil tænke sig ekstra om.
Det siger formand Erik Christensen fra Det Kriminalpræventive Råd.
- Vi bliver mere og mere digitale, og det bliver mere almindeligt, at rigtig meget foregår digitalt, siger han.
- E-handel vokser år for år og de offentlige myndigheder bruger digitale løsninger. Det gør, at vi som borgere i højere grad bruger de digitale løsninger.
Digital svindel er eksempelvis misbrug af betalingskort, snyd ved handel, bedrageri, identitetstyveri og hadefulde ytringer.
De fleste danskere oplever at blive udsat for digital svindel, når de handler på nettet. Her mister ofrene i gennemsnit 2300 kroner.
Ofrene for kontaktbedrageri mister i gennemsnit 8300 kroner og i nogle tilfælde flere hundrede tusinde kroner.
Erik Christensen pointerer, at i takt med den digitale udvikling bliver vilkårene bedre for dem, der svindler.
- Det er et stort problem for den enkelte, der bliver svindlet. Det behøver ikke nødvendigvis at være det, der fylder mest i statistikkerne, i forhold til når vi taler om kriminalitet generelt, siger formanden.
Kropssprog og mimik er oftest det, som vi mennesker bruger til at vurdere, om vi bliver snydt. Det er derfor, at digital svindel er særligt svær, lyder det i kampagnen.
Kampagnen fra Det Kriminalpræventive Råd kører på de sociale medier fra slutningen af august til oktober.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned