16-årig er varetægtsfængslet efter overfald i Humlebæk
En 20-årig blev natten til søndag overfaldet i forbindelse med et røveri. Han er uden for livsfare. Nu er en 16-årig dreng varetægtsfængslet i forbindelse med overfaldet. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
To teenagedrenge blev søndag nat anholdt efter et voldeligt overfald. Nu er den ene blevet varetægtsfængslet.
En 16-årig dreng er blevet varetægtsfængslet efter et voldeligt overfald på en 20-årig mand i Humlebæk natten til søndag.
Det oplyser vagtchefen ved Nordsjællands Politi søndag aften.
- Den 16-årige skal sidde varetægtsfængslet indtil den 23. december, siger vagtchefen.
Også en 14-årig dreng var tidligere søndag anholdt i forbindelse med overfaldet, men han er løsladt igen, oplyser politiet.
Den 20-årige mand blev bragt på hospitalet efter at være blevet overfaldet og forsøgt røvet af en gruppe på mellem seks og syv personer ved en OK-tankstation i Humlebæk på Nordsjælland.
De to teenagedrenge, der efterfølgende blev anholdt, forsøgte at flygte fra gerningsstedet.
Den 14-årige er kendt fra tidligere kriminalitet.
Politiet fik anmeldelsen klokken 01.21 af en borger, som hørte overfaldet finde sted.
- Vi kom hurtigt frem, og patruljen skønnede som det første, at der var brug for en ambulance til den forurettede i forhold til hans skader, forklarede vagtchef Nick Jensen tidligere søndag.
Den 20-årige er ikke i livsfare.
- Men han er blevet udsat for vold af en stor gruppe personer, og det er i sig selv voldsomt. Der blev også anvendt knojern, og han blev truet med kniv, sagde vagtchefen.
Våbnene blevet fundet på de anholdte drenge og er nu i politiets besiddelse.
Gerningsmændene og den 20-årige kendte ikke hinanden i forvejen.
De stjal et guldur fra den 20-årige, som de også var i besiddelse af, da politiet pågreb dem.
Da én af drengene er under den kriminelle lavalder, kan man kun sigte den 16-årige. Han sigtes for kvalificeret vold, der også kaldes grov vold.
- Men vi efterforsker selvfølgelig den 14-årige på lige fod med alle andre, oplyste Nick Jensen søndag.
Der er ikke mistanke om, at overfaldet er banderelateret, oplyser politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker