16-årig pige blev snuppet på fersk gerning i ældresvindel
En ældre kvinde var tæt på at blive svindlet af en ung pige, som dog blev snuppet af politiet, da den ældre kvindes pårørende fattede mistanke. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Retten i Glostrup har idømt en teenagepige tre måneders betinget fængsel for at svindle ældre.
En 16-årig pige blev snuppet på fersk gerning, da hun forsøgte at få en ældre kvinde til at udlevere sit betalingskort.
Nu har det så ført til en dom på tre måneders fængsel. Dommen er dog gjort betinget, så pigen som udgangspunkt ikke skal afsone straffen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi onsdag.
Svindlen fulgte ifølge politiet et velkendt mønster.
En person udgav sig telefonisk for at være fra kvindens bank og forsøgte at overtale hende til at udlevere sit betalingskort til et såkaldt "bankbud".
Den ældre kvinde kontaktede dog en pårørende, som straks ringede til politiet, der kort efter mødte op på adressen.
Og her blev teenagepigen altså taget af politiet.
- Der er grund til at rose den pårørende for straks at kontakte politiet, så vi kunne anholde svindleren, da hun mødte op for at hente den ældres betalingskort, siger politikommissær Carsten Knudsen, der leder afdelingen for økonomisk kriminalitet hos Københavns Vestegns Politi, i pressemeddelelsen.
Politiets senere efterforskning viste, at pigen også havde svindlet andre ældre borgere, skriver politiet.
- Sagen viser, hvor vigtigt det er, at pårørende taler med deres ældre om denne type svindel. Vi ser desværre alt for mange tilfælde, hvor kriminelle udnytter ældre borgeres tillid, siger Carsten Knudsen.
Alt tyder ifølge politiet på, at den unge pige ikke handlede alene.
Pigen tilstod i retssagen i Retten i Glostrup og har accepteret dommen, som blev gjort betinget på grund af hendes unge alder, og fordi hun tilstod.
Politiet kommer med flere råd til at beskytte sig mod denne type af svindel, som kaldes kontaktsvindel.
Læg røret på, kontrollér afsenderen og udlever aldrig personlige oplysninger, lyder rådene i korte træk.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde