16-årig truede betjente

Foto: Polfoto (arkiv)

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan ikke betale sig at true andre - og da slet ikke betjente. Det måtte en 16-årig ung mand fra Sundby natten til torsdag sande, da han omkring klokken 0.30 blev sigtet for at true to betjente på Hamborgskovvej i Sundby.

Episoden fandt sted umiddelbart efter, en politipatrulje havde standset en knallert med ikke mindre end tre personer på, som kørte noget hurtigere end tilladt. Det tiltrak nemlig flere af de pågældende trafikanters kammerater – herunder den 16-årige.

Ifølge politiet var han provokerende og ville ikke rette sig efter deres anvisninger. Af døgnrapporten fremgår det, at den 16-årige råbte efter betjentene og truede med at nakke dem. Det førte til en anholdelse, og han blev derfor taget med til politistationen i Nykøbing. Her blev han dog løsladt igen klokken 1.15.

To andre unge mænd på henholdsvis 15 og 16 år, begge fra lokalområdet, blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.