160 taget i fartkontroller: Flere kørte over 150 km/t

Arkivfoto: David Arnholm

Politiets fotovogne havde en travl weekend - ikke mindst ved Farøbroerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

160 fartbøder, 20 klip og to betingede frakendelser.

Det blev, meget kort fortalt, resultatet af politiets fartkontroller med fotovognene på de lokale veje henover weekenden.

Flest fartsyndere var der ikke overraskende på Sydmotorvejen på Farøbroerne, hvor fartgrænsen er 90 kilometer i timen.

Her var fotovognen på besøg både lørdag og søndag - og begge dage blev der taget adskillige billeder af biler, der kørte for stærkt.

Lørdag, hvor fotovognen var på stedet fra klokken 17.14 til 22.54, blev 44 målt til at køre for stærkt. Seks af dem havde så meget fart på, at de kan se frem til et klip i kørekortet, mens en enkelt blev målt til at køre 154 kilometer i timen, hvilket indbringer en betinget frakendelse af kørekortet.

Der var også en betinget frakendelse til den hurtigste ved søndagens kontrol, som fandt sted fra klokken 13.48 til 19.48. Den pågældende blev målt til 151 kilometer i timen, og dermed nåede mindst to altså at drøne forbi fotovognen med mere end 150 kilometer i timen i løbet af weekenden.

Ligesom lørdag var der også søndag klip i kørekortet til seks andre bilister.

Første kontrol fredag

Weekendens fartkontroller begyndte dog noget tidligere. Den første fandt allerede sted fredag fra klokken 13.34 til 20.04 på Rødbyvej ved Nakskov, hvor fartgrænsen er 80 kilometer i timen. Det var der 25, der ikke overholdt, og tre af dem står til et klip i kørekortet.

Højest målte hastighed var 122 kilometer i timen.

Lørdag var en af fotovognene en tur på Nykøbingvej på Nordfalster fra klokken 17.07 til 23.15. Her blev 20 bilister målt til at overskride fartgrænsen på 80 kilometer i timen. To af dem kan se frem til et klip, og højest målte hastighed var 117 kilometer i timen.

Weekendens sidste kontrol fandt sted på Gedser Landevej ved Væggerløse søndag fra klokken 14.10 til 20.00. Her blev 14 blitzet for at overskride fartgrænsen på 70 kilometer i timen. Tre af dem står til et klip i kørekortet, og højest målte hastighed var 116 kilometer i timen, fremgår det af politiets døgnrapport.