163 taget i fartkontroller

Politiets færdselsafdeling har haft travlt de seneste dage med at kontrollere, om bilisterne husker at holde hovedet koldt i sommervarmen og overholde fartgrænserne på dele af Falster og Østlolland.

Fredag fra klokken 07.51-11.56 var fotovognen på plads på Maribovej i Våbensted, hvor den højest tilladte hastighed er 50 km/t., men det var der 85 ud af 466, der ikke overholdt. Den hurtigste trafikant blev målt til 86 km/t, og det udløser formentlig en betinget frakendelse af kørekortet, mens der er 12, som kørte så stærkt, at det kan give et klip i kørekortet.

Lørdag var fotovognen i aktion to steder: Først på Gedser Landevej ved Tjæreby Tang, hvor der var fartkontrol fra klokken 09.17-09.51. Her er fartgrænsen 70 km/t., men ni ud af 217 målte kørte hurtigere end det. Højeste hastighed var her på 94 km/t.

Lidt senere, fra klokken 10.43-13.07, var politifolkene og deres laserudstyr taget en tur til Fuglsangvej ved Kettinge, hvor fartgrænsen også er 70 km/t. Det var der 47 ud af 387 kontrollerede, som ikke kunne overholde.. Fem af disse står til et klip i kørekortet, mens en enkelt kan se frem til en betinget frakendelse.
Sidstnævnte bragede afsted med ikke mindre end 118 km/t. på landevejen.

Søndag var turen så kommet til Marielyst og Stubbekøbing. I Marielyst foregik kontrollen på Stovby Ringvej fra klokken 12.04-14.13, hvor blot to ud af 351 målte kørte hurtigere end de maksimalt tilladte 60 km/t. Højeste hastighed var her 85 km/t.

Senere, fra klokken 15.01-16.20, var fotovognen på Nykøbingvej i Stubbekøbing,. hvor fartgrænsen er 50 km/t. Det overskred 20 ud af 68 kontrollerede, og ni af dem havde så meget fart på, at det formentlig koster et klip i kørekortet. Højeste hastighed var her på 78 km/t., fremgår det af politiets døgnrapport.
 

Politiet har brugt en del af weekenden på at holde øje med, om trafikanterne overholder fartgrænserne på vejene. Se her, hvor der blev kørt for stærkt.

Offentliggjort Sidst opdateret