17-årig blev sat i varetægt

Efter tiltalefrafald og en betinget dom for vold.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 17-årig dreng fra Sydfalster skal tilbringe påsken og en uge til bag lukkede døre og tremmer.

Drengen blev nemlig onsdag varetægtsfængslet for lørdag morgen at have slået en anden ung mand ned ud for Casa Italy på Marielyst Strandvej. I nogle dage har han siddet i Nakskov Arrest. Han bliver flyttet til en lukket institution for unge, så snart der er plads. Det kan være sket nu. Når retten skred til en varetægtsfængsling, så skyldes det drengens fortid.

Nytårsaften 2007/2008 var han involveret i grov vold, men fik et tiltalefrafald. Og kort før jul fik han en betinget dom på 30 dage for gadevold. Den 17-årige erkendte i et grundlovsforhør i Retten i Nykøbing F., at han lørdag morgen slog den anden ned. Det skete efter en fødselsdag, der blev fejret på diskoteket Dr. Emil.

- Jeg havde drukket noget, erkendte den 17-årige.

Han fortalte, at han blev passet op, mens han stod udenfor diskoteket sammen med nogle piger.

- Der kom én, som jeg ikke kendte, og kaldte mig for “lille perker”, sagde den 17-årige.

Han blev sur og ville gå løs på den anden, men nogle kammerater holdt ham tilbage. Men da den anden gik videre sammen med en kammerat, så løb den 17-årige efter ham og slog ham ned med et enkelt slag. Der er også en anden version af begivenhederne, som vidner har fortalt til politiet. Den går på, at det ikke var den 17-årige, men en af hans venner, der var i klammeri. Men at den 17-årige derefter samlede en flok, som omringede to andre mænd, og at begge mænd blev slået ned.

- Det var ham (den 17-årige, red.), som hidsede de andre op, har en pige fortalt politiet.

Anklager Maja Rehder forlangte derefter den 17-årige varetægtsfængslet i to uger, og det gik retten med til. Forsvarer Jørgen Simonsen tog forbehold for eventuelt at kære beslutningen om vareægtsfængsling til landsretten.