17-årig fængslet efter overfald på elev i klasselokale

En 17-årig dreng blev tirsdag varetægtsfængslet i surrogat efter at have overfaldet en elev på sin gamle skole. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 17-årig tidligere elev slog en 16-årig på en skole med et bordben, før han truede lærerne med en kniv.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 17-årig tidligere elev på 10. klasse-centeret i Roskilde er tirsdag blevet varetægtsfængslet efter at have overfaldet en nuværende 16-årig elev på skolen i et klasselokale mandag morgen.

Det skriver regionalmediet sn.dk.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politis døgnrapport dukkede den 17-årige op på skolen, fordi han mente, at han havde et privat udestående med den 16-årige elev.

I rapporten fremgår det, at den 17-årige skulle have slået den 16-årige i hovedet med et bat.

Det er dog kommet frem under tirsdagens grundlovsforhør tirsdag klokken 9.15, at der nok nærmere var tale om et bordben.

Da lærerne og skolelederen begyndte at strømme til, trak den 17-årige en kniv og truede dem på livet.

Til grundlovsforhøret nægtede den 17-årige at afgive formel forklaring, men erkendte sig skyldig i alle forholdene, han var sigtet for.

Ifølge sn.dk var han meget hidsig under grundlovsforhøret.

Den 17-årige var desuden allerede sigtet for at have truet sin gamle fodboldtræner, efter at han var blevet smidt ud af Svogerslev Boldklub.

Dagen efter episoden i Svogerslev Boldklub, dukkede den 17-årige op ved politigården i Roskilde sammen med sin far. Den 17-årige var bevæbnet med en kniv.

Senioranklager Maria Jepsen fandt, at der var tale om en meget voldsom og eskalerende adfærd fra den 17-åriges side.

Dommeren var enig og besluttede, at den 17-årige skulle varetægtsfængsles i surrogat indtil den 10. december.

Når en person varetægtsfængsles i surrogat dækker det over, at vedkommende ikke fængsles i en almindelig arrest.

I dette tilfælde er der tale om en dreng under 18 år, som derfor fængsles på en lukket institution.