17-årig fængslet for knivstik på Strøget

En 17-årig dreng er blevet varetægtsfængslet i foreløbig to uger efter et knivstikkeri på Strøget i København mandag.

Det skete under et grundlovsforhør tirsdag i dommervagten i København. Sigtelsen mod den 17-årige lyder på grov vold.

Offeret var en 19-årig mand, som blev stukket tre gange i sit højre ben med dybe flænger til følge.

Ifølge politiets sigtelse var den 17-årige ikke alene om overfaldet. Med ved knivstikkeriet var en medgerningsmand, som politiet endnu ikke kender identiteten på.

Overfaldet skete mandag klokken 15 ud for Amagertorv nummer 27 - altså på Strøget i København.

Et par betjente i civil befandt sig i nærheden, og de havde held til at løbe den ene af gerningsmændene op.

Inden politifolkene fik fat i den 17-årige kastede han en kniv fra sig. Politiet fik fat i kniven og mener, at der er tale om gerningsvåbnet.

Dommer Peter Brund gav senioranklager Erik Hjelm medhold i, at der er en begrundet mistanke om, at den 17-årige er skyldig i den rejste sigtelse.

Dommeren valgte at varetægtsfængsle den 17-årige med begrundelse i hensynet til politiets videre efterforskning af sagen.

/ritzau/

Dommer sender 17-årig bag lås og slå efter knivstik på Strøget. Medgerningsmand er fortsat på fri fod.

Offentliggjort Sidst opdateret