17-årig i Retten for to hjemmerøverier på Lolland

Der er lagt op til en ren tilståelsessag, når en nu 17-årig ung mand fra Vestlolland mandag efter nytår møder op i retten, som sigtet i en grov sag om to hjemmerøverier.

Han er sigtet for røverier mod en 60-årig kvinde i Søllested og en 61-årig kvinde i Sakskøbing en nat i slutningen af juli. Han er sigtet for at gennemføre de to hjemmerøverier sammen med en 28-årig mand, der også er fra Vestlolland.

Den 28-årige er sigtet for fuldbyrdet voldtægt af kvinden fra Søllested, mens den 17-årige i forbindelse med dette forhold alene sigtes for at medvirke til og planlægge hjemmerøverierne.

De to mænd blev morgenen efter anholdt på Strandpromenaden i Nakskov, hvor de havde søgt tilflugt, og begge har siden siddet varetægtsfængslet.

Ud over den fuldbyrdede voldtægt blev den 60-årige kvinde fra Søllested også udsat for at blive slæbt ud i en bil. Dette var den 28-årige ifølge retsmødebegæringen ene om, mens den 16-årige holdt vagt. De to sigtede prøvede at få hende til at hæve penge på et hævekort, da udbyttet af det grove hjemmerøveri begrænsede sig til sølle 50 kroner, men de opgav dette forehavende.

I den forbindelse er den dengang 16-årige også sigtet for vold ved at stikke den ældre kvinde to gange i siden med et stemmejern, da denne, ifølge retsmødebegæringen, forsøgte at flygte for at redde sit liv.

Det andet hjemmerøveri hos en kvinde på Falkevej i Sakskøbing gav et udbytte på 400 kroner og tyveri af kvindens bil, efter at kvinden var truet til at aflevere både penge og bilnøgler. Her blev der ikke begået voldtægt, men alene truet med en attrappistol.

Foto: Den dengang 16-årige blev anholdt og visiteret i Rosnæs-kvarteret i Nakskov morgenen efter de grove, natlige hjemmerøverier i Søllested og Sakskøbing.

Drengen er blandt de sigtede i en sag om to hjemmerøverier og en voldtægt begået i Søllested og Sakskøbing på én og samme nat.

Offentliggjort Sidst opdateret