17-årig og 21-årig stjal designerstole fra kirker
En 17-årig dreng er torsdag idømt fem måneders betinget fængsel i en sag om indbrud i kirker ved Retten i Hjørring. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Retten i Hjørring har vurderet, at to unge var involveret i en sag om kirkeindbrud primært i Nordjylland.
En 17-årig dreng og en 21-årig kvinde er torsdag blevet idømt betinget fængsel af Retten i Hjørring i en sag om indbrud i kirker.
Det fortæller Patrick Sørensen, som er anklagerfuldmægtig ved Nordjyllands Politi.
Udbyttet fra indbruddene i mange af kirkerne var stole. De fleste af dem Børge Mogensen stole af modellen "Folkestolen".
Patrick Sørensen fortæller, at han er tilfreds med torsdagens dom.
- Der er sket domfældelse i det væsentligste, og det er vi selvfølgelig tilfredse med, siger han.
Konkret er den 17-årige dreng blevet idømt fem måneders betinget fængsel med vilkår om, at han skal i Ungdomskriminalitetsnævnet. Han er blevet dømt for seks indbrud i kirker primært i Nordjylland.
Derudover blev han dømt for et syvende forsøg på indbrud i en kirke. Han er også dømt for at have været med et til indbrud i et fritidshus.
Drengen blev frikendt for at have været i besiddelse af et halvt gram amfetamin.
Kvinden var kun tiltalt for et enkelt indbrud, hvor der blev stjålet syv stole, som tilsammen var lidt over 10.000 kroner værd. Det koster hende 30 dages betinget fængsel.
Både den 17-årige og den 21-årige modtog dommen, fortæller Patrick Sørensen.
Drengen og kvinden skal have begået indbruddene sammen med to andre, som allerede er dømt for flere indbrud, end torsdagens sag handler om.
Retten i Hjørring afgjorde i februar i år, at den ene af de to andre skulle idømmes halvandet års ubetinget fængsel.
For den andens vedkommende kostede indbruddene et år og tre måneders fængsel, som delvist blev gjort betinget.
De kirker, som torsdagens sag handlede om, ligger i Løkken, Vittrup, Jelstrup og Sindal i Nordjylland.
Derudover har der også været indbrud i en kirke i midtjyske Lemming, sønderjyske Bevtoft og forsøg på indbrud i en kirke i Agerskov i Sønderjylland.
Indbruddene blev begået i sommeren 2022.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker