17-årig pige i livsfare: Ramt af sidespejl

En uskyldig løbetur på Højrebyvej ved Tjennemarke i Søllested på Lolland endte lørdag med livsfarlige kvæstelser til en 17-årig lokal pige. Pigen er fløjet på Rigshospitalet med helikopter, oplyser Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi.

Klokken 13.00 lørdag eftermiddag fik politiet over alarm 112 at vide, at der var sket en færdselsulykke på Højrebyvej ved Tjennemarke.

En 17-årig ung kvinde var under en løbetur blevet ramt af en varebil ud for Løjetvej. Kvinden var ude at løbe en konditur, da hun blev ramt af varebilens sidespejl.
- Hun løber i siden af vejen, hvor hun bliver ramt af sidespejlet på en varebil, hvorefter hun falder og pådrager sig livsfarlige skader, siger vagtchef Stefan Jensen til Ritzau.
- Lægerne betegner hende som stabil, men på grund af kvæstelserne må det siges, at hun er i livsfare, fortæller vagtchefen.

Den 17-årige pige har skader i hovedet, men det er uvist, hvor pigen bliver ramt af sidespejlet.
Føreren af varebilen stoppede op, men der er ikke umiddelbart nogen forklaring på, hvordan ulykken kunne ske.
En bilinspektør skal nu undersøge omstændighederne nærmere.

Trafikken blev i perioden, hvor helikopteren skulle lande,  dirigeret ad Tjennemarkevej.

Foto: Fl.Keith Karlsen

En 17-årig ung pige blev i eftermiddag ramt af en varebil på Højrebyvej. Hun er overført til Rigshospitalet i helikopter.

Offentliggjort Sidst opdateret