17-årig skudt i hovedet med kraftigt luftgevær
Politiet troede først, at der var tale om en knallertulykke, men det viser sig, at der ligger en forbrydelse bag de kvæstelser, som en 17-årig dreng søndag aften pådrog sig i Esbjerg.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er den 17-årige blevet skudt i hovedet med et kraftigt luftgevær. Et hagl er trængt ind i drengens hjerne, og hans tilstand betegnes som kritisk.
En 50-årig mand har over for politiet erkendt, at han fra sin altan på Gl. Vardevej har affyret skuddet.
- Nogle unge mænd kører skiftevis rundt på en knallert i lokalområdet, og det bliver den 50-årige så træt af, at han affyrer et skud mod dem med et kraftigt luftgevær, fortæller vicepolitiinspektør Bent Thuesen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Drengen blev kørt til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og er siden blevet overført til Odense Universitetshospital.
I første omgang troede man, at drengens skader stammede fra, at han var væltet på knallert, men lægerne kunne konstatere, at han havde et skudhul i hovedbunden.
- Ved en skanning kunne man så se, at der var et hagl, som sad fast inde i hjernen på ham, fortæller Bent Thuesen.
Drengens tilstand betegnes som kritisk. Han er i koma og ligger i respirator, og han er endnu ikke uden for livsfare.
- Man har endnu ikke turdet fjerne haglet, og man kan på nuværende tidspunkt heller ikke sige noget om, hvilke mén han risikerer at få, fortæller Bent Thuesen.
Den 50-årige mand er mandag eftermiddag blevet fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg. Her har dommeren valgt at fængsle manden i foreløbig fire uger.
Foreløbig har politiet sigtet ham for grov vold, men ifølge Bent Thuesen er det muligt, at sigtelsen vil blive skærpet, alt afhængig af hvordan drengens tilstand udvikler sig.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker