En 18-årig dansker omkom, da han kørte ind i en wire på styrtløbsløjpen på Kvitfjell i Gudbrandsdalen. Norsk politi blev alarmeret om ulykken klokken 12.40.
Ulykken er sket på det såkaldte Wintherhogget, der ligger på østsiden af Kvitfjell, der blev benyttet under OL i Lillehammer i 1994.
Manden kørte ned ad løjpen, hvor han ramte en wire, som var fastgjort til et hegn. Her blev han klemt fast mellem wiren og skibakken.
- Den unge mand har pådraget sig store skader og døde kort tid efter ulykken, siger operationsleder Jørgen Berg, Gudbrandsdalen Politidistrikt i Lillehammer.
En læge kom hurtigt til ulykkesstedet, men den 18-årige mands liv stod ikke til at redde.
Det var skipatruljen på Kvitfjell, som fandt den unge mand. Patruljen fik øje på en ski ved et gærde, og da patruljen begyndte at søge i området fandt de skiløberen.
Den 18-årige var ifølge politiet sammen med flere unge danskere på vinterferie på Kvitfjell. Ifølge avisen gd.no er de chokerede unge nu samlet på Kvitfjell Hotel, hvor myndighederne tager sig af dem.
Ifølge Jørgen Berg er den danske ambassade i Oslo orienteret om dødsulykken. Den dræbtes pårørende er endnu ikke underrettet.
Dødsulykken sker dagen efter, at en 15-årig dansk pige kørte galt i terrænparken på den vestlige side af alpinanlægget i Kvitfjell. Hun er nu indlagt på Oslo Universitetssygehus.
Hendes skader i hoved og ansigt er alvorlige, men ikke livstruende. Angiveligt brugte hun hjelm på ulykkestidspunktet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde