18-årig indsat er blevet fængslet efter saksestikkeri
En 18-årig indsat i det åbne statsfængsel i Renbæk i Sønderjylland, som politiet sigter for at have stukket en medindsat i øjet med en saks, er i et grundlovsforhør blevet fængslet til den 18. december.
Han nægter sig skyldig og kærede straks afgørelsen til landsretten.
Det oplyser vicepolitikommissær Henning Markussen, lokalpolitiet i Tønder, til Ritzau.
Det 21-årige offer er blevet bragt til Odense Universitetshospital, hvor lægerne har opereret hans øje.
- Han er uden for livsfare, men han skal gennemgå flere operationer. Der er ikke tvivl om, at hans syn har taget skade, men om han helt mister synet, er for tidligt at sige, siger Henning Markussen.
Sammenstødet mellem de to indsatte i det åbne statsfængsel, der kulminerede med, at den ene stak den anden med en saks, fandt sted mandag aften. Overfaldet skete ved fængslets købmand, men hvad der gik forud, kan politiet endnu ikke sige.
- Der er intet nyt om optakten. Vi har talt med de øvrige tilstedeværende, men de er ikke særligt meddelsomme, siger Henning Markussen.
Mandag aften afviste vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, at der var tale om et bandeopgør.
Politiet har sikret sig noget videoovervågning og håber ad den vej at blive klogere på, hvad der førte til sammenstødet.
Med varetægtsfængslingen er hans afsoning afbrudt. Hvis politiets efterforskning ender med, at han tiltales i en ny straffesag, og han her bliver dømt, vil retten til sin tid idømme ham en fællesstraf, hvor reststraffen indgår.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned