18-årig mand er i livsfare efter vigepligtsulykke i Thyborøn

Den 18-årige mands tilstand er kritisk efter et biluheld, og han er blevet fløjet til Skejby. Arkiv. Foto: Free/John Kristensen, Kommunikationsafdelingen, Aarhus Universitetshospital, Skejby

Tre personer er kommet til skade i trafiksammenstød mandag aften. Svært kvæstet person er fløjet til Skejby.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 18-årig mand er blevet alvorligt kvæstet i en trafikulykke i Thyborøn mandag aften.

To andre personer er kommet til skade i ulykken, der involverede to køretøjer.

Det oplyser vagtchef Carsten Henriksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Den 18-årige mands tilstand er kritisk. Han er fløjet til hospitalet i Skejby, siger vagtchefen.

Ulykken blev anmeldt klokken 22.12.

- Der er tale om en bilist, som overtræder sin ubetingede vigepligt, da bilen fra en sidevej skal til at svinge ud på Harboørevej i Thyborøn, siger vagtchefen.

Den 18-årige mand var passager i den ene af bilerne.