18-årig sigtet for ildebrande

En kun 18-årig kvinde fra Nakskov er nu anholdt af politiet og vil i dag blive fremstillet i et gruindlovsforhør ved Retten i Nykøbing F. Den kun 18-årige pige er sigtet for hele fire tilfælde af ildspåsættelser, de fleste i Nakskov.

De fire brande den unge kvinde sigtes for er to brande i den kommunale naturskole i Helgenæsparken i Nakskov i maj og juni måned i år.

Hun er også sigtet for at stå bag branden i kælderen under Enehøjvej 188-190 i Riddersborgparken 17. oktober i år, hvor 16 beboere måtte evakueres.

Endeligt er hun sigtet for den ligeledes påsatte brand få dage senere i en hytte på Campingpladsen i Rødby Lystskov. Den skete 20. oktober.

- Vi har haft den unge kvinde under mistanke i et stykke tid, da hun er set på flere af gerningsstederne, men hun har hidtil nægtet sig skyldig, siger efterforskningsleder i Nakskov, Bo von Würden.

Såfremt kvinden bliver varetægtsfængslet vil anklagemyndigheden kræve en varetægtsfængslet i surrogat på Oringe i Vordingborg.

Kvinden er foreløbigt sigtet efter den mildeste af paragrafferne i straffeloven om ildspåsættelse.

Det er fordi, der ikke umiddelbart har været fare for andres liv ved disse brande, og så er strafferammen op til seks års fængsel. Hvis man sætter ild til en ejendom under omstændigheder, så andres liv bringes i fare stiger straframmen op til livstid.

Sagen er ganske klar med hensyn til brandene i Naturskolen og campinghytte, hvor ingen mennesker befandt sig. Men branden i Riddersborgparken er ikke helt så entydig, idet to opgange måtte evakueres.

- Vi har foretaget en undersøgelse af farligheden af den brand i kælderen, og brandteknikerne er nået frem til, at farligheden er meget lille, fordi der er lavet god brandsikring i kældrene i de blokke, siger Bo von Würden. Det følger vis så med sigtelsen efter den milde paragraf.

Politiet vil sandsynligvis kræve lukkede døre i eftermiddagens grundlovsforhør.

Foto: Teknikere arbejdede med at genetablere strømforsyningen, da der var brand i en kælder under en blok i Riddersborgparken i oktober, men branden blev ikke karateriseret som farlig. En 18-årig kvinde er nu sigtet for ildspåsættelsen.

18-årig kvinde fra Nakskov anholdt for fire brandstiftelser. Hun bliver fremstillet i grundlovsforhør.

Offentliggjort Sidst opdateret