19-årig fængslet for kanonslag mod politiet
En 19-årig svensker blev søndag i Københavns Dommervagt varetægtsfængslet i 22 dage for vold mod politiet, hærværk og overtrædelse af maskeringsforbud.
Han blev anholdt lørdag i forbindelse med en moddemonstration til en demonstration arrangeret af den islamkritiske Stop Islamiseringen af Danmark.
Den unge mand er sigtet for vold mod politiet ved at kaste fem kanonslag mod en politikæde i Frederiksborggade i nærheden af søerne i København, oplyser den centrale efterforskningsleder Dan Sørensen, Københavns Politi.
Ingen af de kampklædte politifolk kom dog til skade.
Desuden er den 19-årige sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og for at have overtrådt et maskeringsforbud.
Endelig mener politiet, at han i den nærliggende Vendersgade "hoppede og løb" på en bil, så den fik tre buler og en ridse. Derfor er han også sigtet for hærværk.
Han blev anholdt sammen med 32 andre deltagere i en larmedemonstration, der forsøgte at overdøve den islamkritiske demonstration, som fandt sted på Søtorvet lige ved Dronning Louises Bro.
De blev taget med på stationen, fordi de ikke efterkom politiets ordrer om ikke at forstyrre den anmeldte islamkritiske demonstration. 30 aktivister er blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde