19-årig varetægtsfængsles for knivoverfald i Aalborg
10. januar blev en 21-årig mand overfaldet med kniv i det sydlige Aalborg. En 19-årig mand er varetægtsfængslet i sagen. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Retten i Aalborg har tirsdag varetægtsfængslet en 19-årig mand for drabsforsøg på en 21-årig mand i Aalborg.
En dommer ved Retten i Aalborg har tirsdag besluttet at varetægtsfængsle en 19-årig mand i fire uger for et drabsforsøg i Aalborg onsdag.
Det skriver TV2 Nord.
Han er sigtet for at have forsøgt at dræbe en 21-årig mand med en kniv og at have været i besiddelse af kniven, skriver mediet.
TV2 Nord har talt med anklageren i sagen, Katrine Lund Melgaard, som oplyser, at den 19-årige afgav en kort forklaring under grundlovsforhøret, der dog foregik bag lukkede døre.
Derfor kan hun ikke afsløre mere fra retsmødet.
- Nu skal politiet videre med deres efterforskning, og så skal vi se, om vi kan få ordentligt klarlagt, hvad præcis skete 10. januar. Vi har stadigvæk en efterlysning ude på vidner, der måske kan have set noget, der kan bidrage yderligere til efterforskningen, siger anklageren til mediet.
Politiet modtog anmeldelsen om knivoverfaldet onsdag den 10. januar klokken 21.10. Det skete på Beatesmindevej i det sydlige Aalborg. Den 21-årige mand blev ramt af knivstik og var efterfølgende i alvorlig, men stabil tilstand.
Den 19-årige sigtede blev efterlyst den 11. januar og opfordret til at melde sig selv.
Han blev varetægtsfængslet in absentia dagen efter. Det skulle sikre, at Nordjyllands Politi kunne efterlyse ham internationalt, hvis han flygtede til udlandet.
Mandag den 15. januar blev han anholdt i Nordsjælland. Han nægter sig skyldig.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker