19 personer er fængslet i sag om brutalt bandeoverfald
Yderligere tre mænd er varetægtsfængslet i en sag om et groft overfald i frisørsalon. Dermed er 19 fængslet.
Tre mænd er mandag i Dommervagten i København blevet varetægtsfængslet for et brutalt overfald i københavnsk frisørsalon.
De tre blev fængslet in absentia - altså uden selv at være til stede. Andre tre er tidligere fængslet in absentia, og 13 personer sidder varetægtsfængslet i sagen.
Når personer varetægtsfængsles in absentia er det blandt andet muligt for politiet at efterlyse dem internationalt.
Foruden grov vold lyder sigtelsen på frihedsberøvelse.
I omkring et kvarters tid blev offeret om eftermiddagen den 16. september tilbageholdt i frisørsalonen på Nørrebrogade. Her blev han overdænget med spark og slag fra både knyttede næver og slagvåben.
Desuden blev han stukket flere gange i hovedet og på kroppen.
Politiet har tidligere oplyst, at overfaldet skete som en del af en bandekonflikt, og det fremgår da også af sigtelsen mod de tre, som blev fængslet mandag, og som politiet altså leder efter.
Det vil sige, at straffen kan stige til det dobbelte af den normale straf, hvis han kendes skyldig, når sagen kommer for retten.
I sensommeren og det tidlige efterår var der flere overfald og skyderier i københavnsområdet.
Politiet har tidligere fortalt, at det skyldtes, at en bande er blevet opdelt i to nye grupperinger. Ifølge Ritzaus oplysninger er der tale om banden Brothas, der udspringer fra bebyggelsen Mjølnerparken på Ydre Nørrebro.
Seneste artikler
Indsatsleder om dramatisk nat: Usædvanligt travlt
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker