20-årig død efter påkørsel på motorvejen

Nordsjællands Politi skal kortlægge de nærmere omstændigheder omkring en påkørsel, der fandt sted natten til mandag på Hillerødmotorvejens forlængelse. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Natten til mandag blev en 20-årig mand påkørt på Hillerødmotorvejen. Han er afgået ved døden.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 20-årig mand er afgået ved døden efter at være blevet påkørt på Hillerødmotorvejen natten til mandag.

Det skriver Ekstra Bladet, og Nordsjællands Politis presseafdeling bekræfter det over for Ritzau.

Politiet fik anmeldelsen om påkørslen klokken 01.08. Den fandt sted på Hillerødmotorvejens forlængelse, oplyser presseafdelingen.

De nærmere omstændigheder - herunder hvordan den unge mand havnede på motorvejen - er endnu ikke klarlagt.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/