20-årig dømt for at bortføre og kronrage sin 15-årige ekskæreste
Nu er mændene dømt. Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
En 20-årig og en 19-årig bortførte i september en 15-årig pige. Fredag er de blevet idømt fængsel i sagen.
To unge mænd er fredag ved Retten i Nykøbing Falster blevet fundet skyldige i at have bortført en på gerningstidspunktet 15-årig pige, som var ekskæreste til den ene af mændene.
Det skriver TV 2, der er til stede i retten.
En 20-årig mand, der er pigens ekskæreste, er blevet idømt et års fængsel, mens hans 19-årige kammerat er blevet idømt ti måneders fængsel.
Begge mænd har fået en advarsel om udvisning af Danmark.
Det var 7. september sidste år, at de to mænd låste sig ind i det hus, hvor pigen lå og sov, og vækkede hende.
Den 20-årige holdt hende for munden og sagde "hvis du skriger, så dør du", mens han holdt en kniv for hendes hals.
De to bar hende efterfølgende ud i bagagerummet på en bil og kørte til Ringe, hvor den 20-årige boede, og placerede hende på en stol.
Mens den 19-årige rengjorde den bil, de var kørt i, klippede den 20-årige håret af pigen og sagde noget i stil med, at hendes nye kæreste ikke ville acceptere hende på grund af det.
Senere fik han pigen til at sluge en halv pille ved at råbe og banke en kniv hårdt i bordet. Pillen gjorde hende sløv.
Undervejs truede han også med, at nogen ville slå pigens lillebror ihjel, hvis hun anmeldte det.
Det var først på aftenen, at politiet fik en anmeldelse fra pigens plejemor om, at pigen var væk.
Klokken 22.30 den 7. september blev pigen befriet af politiet. Da havde hun været frihedsberøvet siden omkring klokken 04.00 samme dag.
Da sagen blev indledt fredag i sidste uge erkendte den 20-årige, at han havde kidnappet pigen og kørt hende til sin lejlighed.
De to mænd valgte at modtage dommen, skriver TV 2.
/ritzau/
Seneste artikler
NFH storsejrede trods skadesdrama
Slidt og gammel arena skal have en overhaling
Jagter unge troldmænd til helt særlig forestilling
Butikstyv med speciel taske dømt
Kommunen kræver bedre spildevandsrensning: Nu nægter borgere at rette ind
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned