20-årig fyrværker er forbrændt efter arbejdsulykke i Tivoli
20-årig fyrværker er blevet kørt på hospitalet med forbrændinger efter arbejdsulykke i Tivoli. (Arkivfoto). Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
20-årig mand er forbrændt og til kontrol på hospitalet efter ulykke i forbindelse med fyrværkeri i Tivoli.
Der er under Tivolis fyrværkeri lørdag aften sket en arbejdsulykke, hvor en 20-årig fyrværker er blevet forbrændt flere steder på kroppen.
Det oplyser Dyre Sønnicksen, som er vagtchef ved Københavns Politi.
Den 20-årige mand er blevet kørt til kontrol på hospitalet med forbrændinger på sine fingre og på halsen.
- Fyrværkeren er jo typisk den person, der planlægger og tænder fyrværkeriet. Jeg kender endnu ikke de præcise detaljer om, hvad der er sket, men i forbindelse med fyrværkeriet blev han forbrændt, siger vagtchefen.
Der er ingen meldinger om, at den 20-åriges tilstand er kritisk, tilføjer han.
Politiet fik en anmeldelse om ulykken lørdag aften klokken 23.44.
- Arbejdsgiver og Arbejdstilsynet er selvfølgelig underrettet, for den slags må jo ikke ske, siger Dyre Sønnicksen.
Ifølge ham kom ingen andre personer til skade under hændelsen.
- Vi skal undersøge, hvad der er sket, og det gør vi sammen med Arbejdstilsynet. Det bliver nok søndag morgen, når det bliver lyst, siger vagtchefen.
Fra 1. juli til 21. september er der hver uge lørdagsfyrværkeri i Tivoli, fremgår det på forlystelsesparkens hjemmeside.
Dyre Sønnicksen har ikke fået meldinger om, at fyrværkeriet lørdag blev afbrudt på grund af ulykken.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned