20-årig mandlig student fundet død i sø i Viborg
Både med vandsøgehunde blev sat i Nørresø i Viborg søndag den 30. juni 2024 for at finde en 20-årig, der nu er fundet død. (Arkivfoto). Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix
Dykkere har fundet en 20-årig mand, der har været savnet siden lørdag, i Nørresø i Viborg, oplyser politiet.
Den 20-årige mandlige student, der har været savnet siden lørdag, er torsdag aften fundet død i Nørresø i Viborg.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Dykkere fra Søværnets Dykkertjeneste fandt den 20-årige mand torsdag klokken 18.30.
- Han er identificeret, og vi er sikre på, at det er ham, siger leder af lokalpolitiet i Viborg vicepolitiinspektør Henrik Glintborg.
Manden, der blev student fra Viborg Katedralskole, har været savnet siden natten til lørdag den 29. juni, hvor han sammen med to kammerater forsøgte at sejle over Nørresø i kajak.
Da de to kammerater kom i land med kajakkerne, opdagede de, at den 20-årige ikke var med dem. Derfor kontaktede de to politiet omkring klokken 02 natten til lørdag.
Siden har Midt- og Vestjyllands Politi eftersøgt den 20-årige mand med droner, helikopter og hunde.
Søværnets Dykkertjeneste fandt manden ved at søge under vandoverfladen med dykkere og sonar.
- Selv om vi har søgt målrettet i flere dage, så er det et trist fund. Det er ikke svært at forstå, at familie, venner og pårørende befinder sig i en svær tid lige nu, siger vicepolitiinspektør Henrik Glintborg.
Politiet har, mens eftersøgningen stod på, opfordret til, at andre ikke sejler på søen.
- Vi har fået arbejdsro til at søge på søen, og det vil jeg gerne takke borgerne for. Med fundet fjerner vi nu også afspærringerne, siger vicepolitiinspektøren.
Politiet har tidligere oplyst, at det ikke mener, at der er sket noget kriminelt.
Der vil fredag blive afholdt ligsyn, og politiets efterforskning vil fortsætte for at klarlægge dødsårsagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker