20-årig sigtet for at tage håndgranat med hjem fra øvelse
En 20-årig ansat i Forsvaret er sigtet for at have stjålet en håndgranat ved en øvelse. Det er uvist, hvilken stilling manden har haft i Forsvaret. (Arkivfoto) Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
I over to måneder skal en ung mand fra Forsvaret have haft en håndgranat på sin bopæl, som han tog fra øvelse.
En ung mand ansat i Forsvaret er blevet sigtet for at have taget en håndgranat med hjem fra en skydeøvelse i Borris Skydeterræn.
Det oplyser anklager fra Forsvarsministeriets Auditørkorps Christina Barnow.
Hun vil mandag klokken 13 møde i Retten i Holstebro, hvor den 20-årige mand stilles for en dommer i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Anklageren vil begære lukkede døre ved retsmødet, og derfor er der flere detaljer, som hun ikke kan komme ind på. Hun kan dog fortælle, at den ansatte sigtes for at have været i ulovlig besiddelse af håndgranaten.
Ifølge sigtelsen har den unge mand stjålet håndgranaten i forbindelse med en skydeøvelse 26. maj i Borris Skydeterræn.
- Han skal have besiddet den på bopælen frem til 4. august, siger hun.
Søndag blev manden så anholdt for besiddelsen, og nu risikerer han at skulle sidde bag tremmer.
Sigtelsen er rejst efter straffelovens paragraf 192 a, hvor minimumsstraffen er fængsel i to år.
Anklageren afviser at svare på, hvordan det kunne lade sig gøre, at den 20-årige angiveligt kunne tage håndgranaten med fra øvelsen.
Hun vil heller ikke svare på, hvilken stilling den 20-årige har haft i Forsvaret.
Det er endnu uvist, hvordan den unge mand forholder sig til sigtelsen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned