20 dage for dødstrusler

Foto: Anders Knudsen

46-årig vestlollik truede to betjente på sygehuset efter et færdselsuheld.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 46-årig mand fra Horslunde-egnen blev i går idømt 20 dages ubetinget fængsel.

Han blev dømt for trusler mod to politibetjente, for spirituskørsel og kørsel uden førerret til knallert.

Den 46-årige var en eftermiddag i september kørt galt på Nøbbølle Bækvej ved Søllested, hvor han ramte en anden bil, da han kørte spirituspåvirket på knallert.

Hans promille blev et par timer senere målt til 1,16, og han kørte på trods af, at han ikke havde noget kørekort til den lille knallert.

Ved den efterfølgende blodprøvetagning og behandling på Nykøbing Sygehus, truede den 46-årige to politiassistenter på livet.

Han forklarede dem, at det ikke var uden grund, at han var blevet dømt for overtrædelse af våbenloven flere gange.

Den 46-årige tog betænkningstid med hensyn til anke af dommen.