20 kilo smuglet ketamin sender 34-årig mand ni år i fængsel
En 34-årig mand fra Herlev er blevet idømt ni års fængsel, efter at han ved et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup har tilstået at have deltaget i smugling af ketamin. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
En kasse med mange kilo ketamin har resulteret i en straksdom på ni års fængsel for en mand fra Herlev.
En 34-årig mand har fået en straksdom på ni år i fængsel for blandt andet at have deltaget i smugling af 20 kilo ketamin.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, i en pressemeddelelse onsdag.
Den 34-årige blev anholdt tirsdag morgen i sit hjem i Herlev.
Ved et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup tilstod han, at han havde modtaget og siden videregivet en kasse med 20 kilo ketamin.
Kassen med det ulovlige rusmiddel var kort forinden blevet smuglet ind i Danmark.
Den 34-årige tilstod også at have været i besiddelse af lidt under 14 kilo hash. Ligesom kassen med ketamin, var det planen, at hashen skulle videregives.
Blandt beviserne i sagen er blandt andet store mængder krypteret kommunikation fra platformen Sky ECC.
Specialanklager i NSK Rasmus von Stamm er tilfreds med udfaldet af grundlovsforhøret, siger han i pressemeddelelsen.
- Politiet har gennem en grundig efterforskning belyst sagen godt, hvilket har dannet grobund for, at anklagemyndigheden i dag har kunnet fremlægge de fældende beviser i retten.
- Det har desuden betydet, at der har været en hurtig proces i sagen, og at sagen allerede i dag kunne fremmes som en tilståelsessag, siger han.
Rasmus von Stamm tilføjer, at den ni år lange fængselsdom viser, at indsmugling og salg af narkotika er noget, der tages meget alvorligt.
NSK, som har efterforsket og ført sagen, er en specialenhed i politiet og anklagemyndigheden.
Enheden beskæftiger sig med sager om blandt andet organiseret kriminalitet og økonomisk kriminalitet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde